Meget er sket siden sidste sæson, hvorfor der her bliver fulgt op på hvad der er sket henover foråret og sommeren, som optakt til den nye sæson.

Først og fremmest har vi sagt farvel til flere af spillerne fra sidste sæson.
Vores tre amerikanere; Demetrius Phillips, Javorn Farrell og Trey Sumler er alle vendt hjem til USA.
Derudover har flere af vores danske spillere valgt at takke pænt nej til endnu en sæson for Aalborg Vikings.
Til alle sammen skal lyde et stort tak for indsatsen og god vind fremover!

Af nye ansigter til denne sæson har vi bl.a. den 2.01 meter høje Yasin Vernaza, som tidligere har spillet college basketball for Holy Names University i Oakland Californien.
Foruden Yasin, har vi også fået fornøjelsen af at tilknytte Jonas Slapikas. Jonas kommer fra Litauen og spillede inden, han kom til Aalborg, for Tornado BS, som spiller i den litauiske liga.
For det fulde overblik, kommer der snarest en opdateret liste over truppen på hjemmesiden.

Det er ikke kun på spillersiden, der er sket ændringer. Liv, som var sportsansvarlig i forhenværende sæson, har også valgt at stoppe, da hun færdiggjorde sin bachelor i Sport Management tilbage i februar. Liv har leveret et stort stykke arbejde og til hende skal selvfølgelig også lyde et kæmpe tak og hun ønskes alt det bedste fremover!  Som ny sportsansvarlig er Jacob tiltrådt. Jacob har været frivillig hos Aalborg Vikings i et års tid og skal være sportsansvarlig for den indeværende sæson. Jacob læser ligeledes en bachelor i Sport Management og forventer at færdiggøre den i februar 2016. Han får hjælp fra sin praktikant Jakob, der fra august til og med oktober, er i praktik hos Aalborg Vikings ifm. sin uddannelse som serviceøkonom på UCN.

Selvom Aalborg Vikings er rykket ned i 1. division, så ønsker organisationen stadig at bevare det samme setup omkring afviklingen af sine hjemmekampe. Fokus ligger derfor bl.a. i, at planlægge nye tiltag, som skal være med til at involvere fansene mere før, under og efter kampene – både i hallen og på de sociale medier.

Vi håber på en rigtig god og ikke mindst spændende sæson for Aalborg Vikings i 15/16!