Siden sidst…

Første sæson i 1. division for denne omgang er overstået og holdet præsterede at komme i slutspillet, hvor de røg ud til Køge Basketball Klub.
Grundspillet startede med blandede resultater, hvor holdet i de første 10 kampe spillede 5-5. Herefter tabte holdet pusten og i de resterende 12 kampe gik holdet 3-9. Truppen blev testet til det yderste blandt andet på grund af længere varende skader til nogen af holdets bærende kræfter (red. Benjamin Sørensen). Resultatet for sæsonen blev derfor som bekendt et exit efter første runde i slutspillet til et storspillende Køge-hold.

Siden afslutningen på sæsonen har flere personer på og omkring holdet valgt at træde ud af Aalborg Vikings.
Af spillere, som ikke længere spiller hos Aalborg Vikings, kan nævnes;

– Yasin Vernaza, den ecuadorianske forward startede sæsonen fornuftigt hos Vikings, hvor han var en stor gevinst i rebound-spillet. Yasin har dog siden valgt at søge nye græsgange, hvilket har bevirket, at han nu tørner ud for Randers Cimbria i Basketligaen.

– Jonas Slapikas, der tilføjede Vikings højde under kurven, har ligesom Yasin, valgt at søge nye græsgange, hvorfor den litauiske center nu er at finde hos Wolfpack Basketball.

Disse to profiler samt flere har valgt at forlade Aalborg Vikings efter udgangen af sidste sæson, men det er ikke kun på spillerfronten, at Aalborg Vikings har måttet sige farvel. Omkring selve truppen har andre medlemmer af Aalborg Vikings også valgt at takke af.

– John Bennetsen, nu forhenværende direktør for Aalborg Vikings, har ligeledes valgt at udtræde af Aalborg Vikings samt projektet Aalborg Baskets Venner.

– Mike Dejworek, tidligere spiller samt headcoach for Aalborg Vikings gennem den seneste halvanden sæson har valgt at prioritere sine nystiftede familie samt sit arbejde, hvorfor han har valgt at takke nej til en forlængelse af opgaven som headcoach for Aalborg Vikings.

Vi hos Aalborg Vikings takker dem alle for deres tid og energi investeret i klubben og ønsker dem alt det bedste fremover.

Det efterlader Aalborg Vikings med en ledig trænerposition, samt en ny roster, der skal sammensættes til den forestående sæson, hvor Vikings vil fokusere på egne spillere, mere end de har gjort i forrige sæsoner. Sportsansvarlig udtalte tilbage i maj måned til Fullcourt om den fremtidige kurs:

”Vores planer om oprykning er der, men det er som sagt ikke her og nu. Vi har et stykke arbejde foran os, som primært handler om at skabe en trup, der sikrer os i fremtiden – det er både på kort og længere sigt. Dette skal ske gennem fokus på egne unge spillere.”

Hele artiklen findes på Fullcourt.dk tilbage fra den 11. maj.

Aalborg Vikings arbejder nu derfor hårdt på at finde en ny træner, som forstår vigtigheden af organisationens kurs og som ud fra denne kan sammensætte en spændende trup med plads til udvikling for truppens unge spillere i den kommende sæson.

Det var alt for nu, men hold jer opdateret på Facebook og Instagram, for sæsonen er lige om hjørnet.
#invasionenfranord #letsgovikings